Føler virkelig at der er nogen eller noget der forsøger at banke et budskab ind i knolden på mig.
Da sommerferien sluttede, var jeg fuld af energi, og glædede mig faktisk til den sidste 1½ måned inden barsel, med begyndende efterår...
Allerede første dag, blev jeg slået lidt i hovedet, af en overproppet ugeplan... Både på arbejde, men også hjemme...
Kom mig dog nogenlunde...
Så kom det næste slag i hovedet, med spejder, for begge børn, som jeg et øjeblik blev lidt overvældet af, hvor meget weekendtid, det tager... Og oveni det en enden lille snak, der bekymrede mig lidt...
Nok til delvist at hive tæppet væk under benene på mig.
"Nu må du tage dig sammen, Michala, det er ikke så slemt som du gør det til!!" gik jeg og slog ned i hovedet på mig selv...
For jeg tager virkelig ting meget nært... Jeg lader mig let gå på, og let vælte!
Og så, da jeg troede mit største problem var at jeg måske ikke fik lov at beholde min fredagsfridag på min fødselsdag, forsvinder Josefine...
Og kommer tilbage og resten af historien har jeg vist jokket mere end rigeligt rundt i allerede...
Problemet er bare, at jeg overhovedet ikke kan finde ud af hvad fanden det er jeg skal lære!!
Skal jeg lære at stå mere fast, og ikke sådan lade mig vælte omkuld af småting... Og Kaspers uheldigt timede drilleri med Lucas igår, var det ligesom et vink med en vognstang om, at jeg stadig har de vigtigste ting?? At det kan gå meget værre?
For jeg har de vigtigste ting!! Jeg har to (snart 3) skønne børn! Jeg har den badste kæreste nogen kan tænke sig!! Jeg har en fantasisk og altid parat familie!!! Jeg har tag over hovedet, mad på bordet hver dag!! Så alt det andet skal jeg slet ikke bruge så meget krudt på at bekymre mig om...
Det kunne være det!
Argh! Vendte så mange tin gi hovedet på mig selv igår, som det kunne være... Nu er jeg helt blank!
Men jeg har det også bedre i dag... Er mere optimistisk, og så ryger mange af de tanker jeg har gjort mig i dystre stunder, lidt i glemmebogen...